Vores virksomhed fordømmer det militære angreb mod #Ukraine
”På vegne af ledelsen vil jeg gerne udtrykke vores dybfølte sorg og forfærdelse over den krig, der er startet midt i Europa. Dette påvirker mennesker på tværs af regionen, hvor familier splittes på hver side af landegrænsen, og hvor sønner og døtre indkaldes til militærtjeneste i en krig, der udelukkende medfører lidelse og smerte”, siger Hubertus von Baumbach, direktionsformand for Boehringer Ingelheim. ”Krig kan aldrig accepteres som vejen til at løse konflikter.”
I februar 1992 etablerede vi vores tilstedeværelse i Ukraine og Rusland, og siden har vi udvidet til næsten 800 medarbejdere i de to lande. ”Igennem disse 30 år har vi opnået mange milepæle sammen på sundhedsområdet til gavn for patienterne og med deres liv som omdrejningspunkt. Både vores ukrainske og russiske kollegaer er blevet en integreret del af Boehringer Ingelheim familien,” fortsætter Hubertus von Baumbach. ”Vores tanker er med dem og med de mange mennesker, der blot ønsker at leve i fred. På vegne af mine kollegaer vil jeg gerne udtrykke vores dybeste medfølelse med dem alle.”
”Vi har besluttet at donere 2,5 mio. EUR til velgørende organisationer, der yder humanitær hjælp til Ukraine og de ukrainske borgere.”
Mange af vores kollegaer arbejder på at sikre, at vores medarbejdere og deres familier er i sikkerhed og har det godt. Vi er i tæt kontakt med vores ukrainske kollegaer. Samtidig forsøger vi at minimere konfliktens påvirkning på forsyningen af medicin til humanitære formål på tværs af begge lande.
”Vi vil gerne takke alle, der har arbejdet utrætteligt gennem de seneste dage for at hjælpe, hvor end der kan hjælpes.” Hubertus von Baumbach lover: ”Vi vil gøre alt for at hjælpe vores berørte kollegaer, deres familier og lokalsamfund.”